Reduceret miljøbelastning? 

Samtidig med at mennesket begyndte at bruge jorden for på en enkel, sikker og nogenlunde bekvem måde at sikre sin forsørgelse, begyndte vi også at skabe et kunstigt anlagt økosystem. I løbet af de følgende årtusinder er mennesket blevet stadigt bedre til at fremme dyrkelsen af afgrøder på bekostning af andre vilde planter og dyr. Markernes fordel er en stor produktion af fødevarer på begrænset areal. Ulemperne er, at de belaster det omgivende miljø på forskellig vis. 

Al dyrkning udgør en miljøbelastning, hvad enten den er konventionel, integreret eller økologisk. Uanset hvilken type dyrkning, der er tale om, bliver miljøet belastet, men på forskellig måde og i forskelligt omfang, afhængigt af dyrkningsmåde og det omgivende miljø. Samtidigt er der forskel på, hvor meget de forskellige dyrkningssystemer kan producere.

Fremtidens store globale udfordring bliver at opretholde og helst øge produktionen samtidigt med, at miljøbelastningen som følge af dyrkning bliver reduceret. Der findes ikke en let løsning på den udfordring. Hvis man forenkler problemstillingen, kan man konstatere, at den eksisterende produktion er tilstrækkelig, hvis blot den blev fordelt bedre. Men virkeligheden og fremtiden vil desværre ikke være så enkel. Mennesket skal naturligvis fortsætte med at stræbe efter at skabe en retfærdig verden, men vi bør også sørge for, at mennesker kan overleve, indtil vi har nået målet.